Viseaften 03

Der må være en grænse

Var titlen på årets første viseaften en oplysning, en udfordring, en provokation eller hvad var mon tanken bag?

Aftenens anmelder var spændt på indholdet. Jeg må konstatere, at jeg både blev oplyst, til en vis grad udfordret, men ikke provokeret. Til gengæld forlod jeg Domus med en fornemmelse af, at viseaftner kan meget mere end det, vi har været vant til gennem årene. Indholdet kan godt udvikles, så det også henvender sig til yngre generationer. Spændingen steg efterhånden som klokken nærmede sig 18 og vi stadig var i kø.  

Allerede mens vi ventede, kunne vi ane rytmisk musik fra salen. Hva’ var nu det? Var det ikke en viseaften, vi skulle ind til? Da dørene til salen så blev åbnet, mødte der os et uvant syn. På scenen stod og sad 4 voksne mænd (gråsprængte ligesom de fleste af os, der myldrede ind i salen). De leverede de rytmiske toner, vi havde hørt ude på trappen.

Gruppen viste sig at være KUMARI-kvartetten, der var aftenens inviterede gæsterer. De fik senere deres egen afdeling i aftenens program, men sørgede altså først for den musikalske opvarmning, mens publikum fandt på plads og indtog mad og drikke. 

Viseværten, Frank Petersen, havde gjort sig umage for at sammensætte et program, der skulle prøve, om der er grænser. Grænser for, hvad der kan synges til en viseaften, hvad der er historien bag visens tilblivelse, hvordan vi opfatter teksten. Ja, hvad er en vise egentlig, hørt og set med dine og mine ører og øjne?

Det blev en meget varieret, næsten altfavnende, men også en spændende aften, som Frank på sin egen hyggelige måde, kædede sammen med facts og anekdoter

Med de indledende 3 fællessange blev temaet tydeligt: 1. Sigurd Barrets ”Man må trække en grænse” – men hvor skal den gå? om at fastlægge landegrænsen, da Sydslesvig og Danmark i 1920 skulle genforenes. 2. Ulf Lundells ”Åbent landskab” – hvor vil jeg bo og hvordan ønsker jeg at leve og som nr. 3. Mads Nielsens ”En lærke letted” – om befrielsen i maj 1945, hvor Danmark igen blev et frit land efter 5 års besættelse. 

Første afdeling

Per var første solist på scenen. Med afsæt i den aktuelle vejrsituation og inspiration fra Halfdan R., havde Per skrevet ”Vild med vand i Vejle” og fik hele salen med på omkvædet.

Yrsa sang Olfert Jespersens 125 år gamle vise ”Åh Dagmar”, dengang sunget af Dagmar Hansen, som omkring år 1900 forargede Københavns revypublikum med både sang og udfordrende påklædning. Yrsa forargede ingen, men hun og teksten blev effektfuldt hjulpet på vej af de 4 bejlere, som dukkede op på scenen ved slutningen af hvert af visens 5 vers.

Elsebeth fortolkede Lars Lilholts sang fra 2016 ”I mit grænseland”. En sang om mødet mellem forskellige kulturer, om respekt og ærlighed og evnen til at lytte og forundres. Vi lyttede til Elsebeths sang, og forstod vigtigheden af, at vore grænser kan åbnes eller flyttes.

KUMARI-kvartetten indtog nu scenen. Den røde tråd i deres afdeling var kærlighed – med tekster på engelsk! Gik det nu an – havde vi her nået grænsen?

Nej, grænsen var ikke nået, og hvis jeg skal tolke publikums reaktioner, var alle kvartettens numre velkomne og faldt absolut i publikums smag. Der blev vugget, nynnet, klappet og swinget til de velkendte toner fra ”Be my life’s Companion”, ”Love me Tender”, en af Beatles tidlige sange ”Till there was you” og ”What do you wanna make those Eyes at Me for”, som de fleste danskere husker i Otto Brandenburgs udgave fra 1960.

Kvartetten, alias Aage, Adrian, Jørgen og Ole Peter havde salen med sig hele vejen, også da de med hjælp fra Frank blev til en kvintet, og rundede afdelingen af med Shubiduas ”Den røde tråd”. Publikum klappede længe, stående, og fik på den måde ekstranummeret ”Bare, bare ta’ det roligt”. Det trak så meget i enkelte fra salen, at de begyndte at danse mellem bordene.

Frank rundede første afdeling af med yderligere 2 Shubidua-sange, ”Danmarkssangen”, som vi sang fælles – og med ”Hvalen Hvalborg”, fik første afdeling en ende.

—————-oOo————–

Anden afdeling bød på flere tankevækkende indslag – viser, sange og salmer – som viste os flere grænser, vi skulle forholde os til.

Jørgen fortolkede på fornem vis ’De Gyldne Løvers’ ”Racist-Tango” fra 2016, hvor Danmark oplevede hundrede af flygtninge gøre deres entre i landet, vandrende nordpå ad E45 – mod en bedre tilværelse hos os. Hvordan tog vi imod dem?

Karin sang Harald Lunds ”Elefantens vuggevise” – naturligvis med originalteksten og ikke den censurerede, hvor niggerdreng er erstattet af en kokosnød – politisk korrekt var det altså ikke, men fint og følsomt sunget for baby i spån-kurven.

Mette tog os med gennem Jesper Jensens ”Øjet”, som i Trilles version fra 1970’erne provokerede borgerskabet. Uetisk og blasfemisk – om ham Gud, der eddermame er svær at få smidt ud af den unge piges tanker.  Mette gjorde det fremragende.

Frank mindedes Jens Rosendal, der døde i slutningen af 2023. Vi sang alle sammen med på ”Du kom med alt det, der var dig”, en sang, der hurtigt satte sine spor, og blev den mest populære kærlighedssang landet over – og har været det lige siden 1981, året, hvor Jens Rosendal skrev den til sin homoseksuelle kærlighed.

”Farvernes landskab”. En sang om Jens Rosendals nære univers, Vadehavet, som han boede ved næsten hele sit liv. Frank sang den smukke tekst til Valdemar Rasmussens melodi.

Allan kom på scenen, smuk, smart og sexet og sang om manden, der har svært ved at la’ være med at prale – og kun tænker og tænder på sig selv. Allan fortolkede sin ”Pralevise” med stor humor og i et imponerende outfit – ’toppet’ med paryk og en stor, bredskygget stråhat. En rigtig Allan-figur.

PH skrev ”Man binder os på mund og hånd” – en sang om kærlighed og modstand. Under 2. verdenskrig fik den stor betydning for danskerne, blev et nationalt samlingspunkt med det slet skjult budskab om frihed og modstand mod besættelsesmagten.

Aksel gav den kendte sang sin helt egen, lidt vemodige, men fine fortolkning. Han ledsagede naturligvis sig selv på harmonika og sluttede med de optimistiske ord ’Drømmen om frihed bliver aldrig forbi. Aksel fik stor applaus fra salen.

Tonny viste os ned 2 illegale viser fra 1940-45, hvordan man under besættelsen kunne bryde grænser. Anti-nazi-teksten ’Først ta’r vi Goeppels i hans vingeben’ på melodien’ Lili Marlen’ og dernæst en meget ordrig tekst på melodien ’Erindrer de, det var i Kongens Have’ og bagefter ’den halve tekst’ på ’Jens Vejmand’, tydeliggjorde den store kreativitet hos de danske tekstforfattere. Dengang blev der brudt grænser.

Bende sang U-lands visen fra TV i Tivoli ”Det er næsten for meget”, inden Tonny fik alle med på at synge omkvædet til Eddi Skollers ”En enkelt sang om frihed”.
”Vi må ha’ fred, hvis verden skal bestå”

Kirsten gav os Benny Holsts ”Julies sprog”, skrevet til hans bedstemors 75 års fødselsdag i 1976. 5 tankevækkende vers.

Annelise spurgte ”Mon det hele er så let”? Et relevant spørgsmål til os alle sådan en aften. Annelise mente i hvert fald ikke at det hele er så let.

Inge P filosoferede i ”Bare tanken” over begrebet ferie og slutter med at skulle være i form til ferien – bare tanken.

Henning sluttede rækken af solister af med visen ”Ka’ du så la’ vær !”

En helt igennem flot viseaften indledte 2024. Forsamlingen kunne virkelig istemme ”Nu går sidste vise” – måske teksten kunne være tillempet, så vi i stedet havde sunget ”Nu gik disse viser. Det blev en flot buket. Tak til Frank for programmet. Det vil vi alle mind’s”.

Mogens Rieks