18. januar 2019
1. del: Gæster fra Visens venner, Aarhus
2. del: "Det er den jeg kan li´"
Visevært: Frank Petersen
 
Foromtale:

Det er blevet en tradition, at vi i Visens venner i  Vejle én gang om året inviterer visesangere
fra en af landets øvrige viseforeninger til at deltage i en af vore viseaftner.
Ved viseaftenen 18. januar har vi besøg af sangere fra Visens Venner i Århus.
Derfor står Visens Venner i Aarhus for underholdningen i 2. afdeling frem til pausen.

Efter pausen er det så Visens Venner i Vejle der er på banen med temaet:
"Det er den jeg kan li´".   

               1. afdeling:           2. afdeling: 
  Forud for viseaftenen fik vi et brev fra
Visens Venner i århus:
 

    
   En hilsen fra VV Århus


Interessen for at besøge Visens Venner Vejle
er meget stor hos vores aktive i Århus.

Ud over at synge viser, er flere multi-instrumentalister.
Vi har tradition for at akkompagnere hinanden
på kryds og tværs i vores hyggelige ”husorkester”.

Det betyder, at vi har ”mange varer på hylderne”
og kan sammensætte et alsidigt program,
hvor vi satser på det materiale,
der måske ikke fremføres så ofte i visekredse.

Vi har dog også noget med som vi har erfaring for,
at publikum bare skråler med på
uden at have teksten foran sig.

Vi gør os umage, da vi betragter det som en ære
at besøge landets næstældste viseforening.


          På glædeligt gensyn
         
        
Visens Venner, Aarhus

        

”Det er den jeg kan li´”

Overskriften efter pausen er ”Det er den jeg kan li´”.
En lettere omskrivning af en linje
fra en af Sigfred Pedersens dejlige viser.

Hermed er der lagt op til, at vore egne visesangere
kommer på banen - og hver især synger en af de viser
de selv allerbedst kan li´.

Det bliver i de fleste tilfælde et genhør med viser
der tidligere er sunget til en viseaften -
nogle indenfor de senere år,
og andre for lidt længere siden.

Med andre ord en række populære og ofte kendte viser,
som alle kan nikke genkendende til
og måske nynne med på.

Der bliver naturligvis også plads til fællessang,
der selvfølgelig også er udvalgt efter opskriften:
”Det er den vi kan li´”.

Vel mødt til en viseaften
                          - præcis som du vil ku ´li´ den!

Anmeldelse:

Årets første viseaften i 2019 bød bl.a. på gæsteoptræden fra  Visens Venner, Aarhus.

Aftenen var tilrettelagt således, at gæsterne indtog scenen første del af aftenen, og efter pausen var det Vejles egne visesangere, der boltrede sig i et sandt festfyrværkeri af gode viser.

Aarhusfolkene havde annonceret med ”mange varer på hylderne”, og vi må som tilhørere bare sige, at de til fulde levede op til deres løfte. Selv om sanger og guitarist Ole fra Aarhus påstod, at ”det eneste, der svinger i Aarhus er kvaliteten”, så var kvalitets-udsving  ikke noget, som prægede Aarhus-visesangernes indsats. Tværtimod - der var både swing og schwung over deres sange og musikalske ledsagelse.

Jeg vil som gæsteanmelder undlade at fremhæve enkelte numre, men rose alle deltagerne i Aarhus-gruppen for deres indsats i Vejle d. 18. januar. De akkompagnerede hinanden på forskellige instrumenter og havde til aftenen lavet et godt og varieret viseprogram. Der var flotte duetter, swingende viser, sjove viser og viser, som gav anledning til eftertænksomhed, alle numre ”serveret” af dygtigere visesangere og med habile musikere på instrumenterne.

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at publikum var meget begejstrede for Aarhusfolkenes præstation. Kvaliteten var på ingen måde svingende, den var bare i top.

Velfortjent og stående applaus til gæsteholdet fra Aarhus.

Visevært Frank kunne efter pausen præsentere et veloplagt Vejle-hold, hvor visesangerne hver især havde valgt en vise, som kunne puttes i kategorien: ”DET ER DEN JEG KA´  LI´!”

Selv om det ikke hører en anmeldelse til, vil jeg ikke undlade at nævne en kommentar, som jeg hørte flere gange i løbet af aftenen fra en udenbys gæst:

 ”Det er dog imponerende, det de kan i Visens Venner Vejle. De kan synge, de har en superprofessionel akkompagnatør på flygel, og så kan de samle et meget stort publikum til deres viseaftener. Hvor er det imponerende!

Jeg kan tilslutte mig den citerede kommentar. De 12 visesangere præsenterede deres viser med indlevelse, engagement og næsten et personligt ejerskab.  Det var klart for hele salen, at de enkelte solister virkelig havde valgt nogle viser, som de selv holder af og brænder for.

Det tilkommer ikke mig at analysere de enkeltes præstationer. Jeg vil hellere fokusere på den glæde og gode oplevelse, som Visens Venner bidrager med på en aften, som vi oplevede d. 18. januar. Publikum møder et hold visesangere, som sammen med pianisten virkelig har øvet sig og forberedt sig på at give os alle en god oplevelse. Holdet på scenen spiller på mange facetter. Solisterne mestrer de svære, de sjove, de lidenskabelige og de poetiske tekster. Ja, hold da op, hvor de må øve sig for at lave sådan en aften.

En god oplevelse at være til årets første viseaften. Hurra for visevennerne. De fortjener ros og anerkendelse for det store arbejde, som de udfører - imponerende at holdet igen og igen kan møde op og levere den ene flotte præstation efter den anden. Og hatten af for  hjælperne, der slider i det for at få sådan en aften til at ”køre”.

Tak for en dejlig aften, vi glæder os til næste viseaften.

            Søren Mols.