Publikum i Visens Venner er blevet forkælet i denne sæson.
Lige fra den første fantastiske viseaften i oktober med Jørgen og hans datter Tenna som vise-værter, over juleprogrammet og siden februar hvor viseværten forsøgte at provokere, og spørge om ikke der var en grænse for hvad man kan servere for publikum ved en viseaften.
Forkælelsen fortsatte den 15. marts i Viseværtshuset DOMUS – Sikke et brag af en viseaften.
Det er længe siden vi har oplevet noget lignende hos Visens venner i Vejle.
BRAVO

Scenen på DOMUS var omdannet til en café eller måske snarere det dejligste lille stamværtshus, med det oplagte værtspar Bende (aftenens visevært) og Anja, som den altid muntre og smilende værtshusbestyrer.  

Publikum var på bedste vis inddraget i værtshusstemningen via bl.a. Sigfred Pedersens skønne Nyhavns-fællessange som ”Katinka” og ”Nu går våren gennem Nyhavn”, godt hjulpet på vej af den altid oplagte Signy Jensen ved klaveret.

Bende havde tilrettelagt en fantastisk aften, hvor alt hang sammen og nærmere mindede om en teaterforestilling eller en Cabaret, end om en viseaften i sin gængse udformning, som vi ellers er vænnet til her i Vejle. 

Stor tak til Bende – og ikke mindst til Signy og alle visesangerne. Det var en vidunderlig aften.

Anja bød os velkommen med den dejlige ”Den lille café” – der til lejligheden havde fået ny tekst af Bende – mens hun gik og forberedte sig på at åbne værtshuset.
Imens gik Inge K udenfor og sang om, at ”Nu tændes lys og lygter i min lille by”.

Så åbnede værtshuset og indenfor fortalte EDB-nørden Jørgen tårekvalt, at det altså ikke er så godt, når man får ”Virus”. For det kan både føre til mail med afsløringer af laster, sjofle vitser til fasteren, fyring fra job og miskredit i banken. 

Elsebeth tog over og sang sin skønne vise ”Ved kajen”. Lige den slags vise som viser hendes store evner som visefortolker.

Frank fortalte om ”Fedterøven” Børge, inden Anne Lise på sin lille finurlige og inderlige måde tolkede ”Café Knuste Drømme”.  I sin vise lagde hun op til Per og Bende, der sang sammen i den næste vise ”Når jeg drømmer”.
En duet om to der tænker på hinanden – men for den enes vedkommende måske mere på andre ting.
Han elsker nemlig Johnny Walker lidt for højt.

Yrsa fulgte op med en meget mere munter vise om ”Liden årsag” der helt uventet fik en meget stor virkning. Tænk, at en lille pille kan få en broklap til at gå op – hvad ville den så ikke kunne ellers?

Anja fik hjælp til at skabe den rette pariserstemning ved Aksels ledsagelse på harmonika i sin vise om ”Harmonikaspilleren”. Som sædvanlig sang Anja med den største selvfølgelighed på den allermest overbevisende måde. Det var dejligt igen at høre Anja i Visens Venner.

Værtshuset har selvfølgelig også sin helt egen troubadour, nemlig Per.
Han sang ”Fjordsangen”, og også han fik hjælp af Aksel på harmonika.
Teksten var ændret til anledningen, så den handlede om en eftermiddag på Vejle Fjord.

afdeling blev afsluttet med en stærk, nyere vise ”Når mørket falder”, hvor Frank, Bende, Jørgen og Anja hver sang et vers om den himmelvide forskellighed,

der dog udjævnes i bl. a. Viseværtshus DOMUS – for som de sang i omkvædet efter hvert vers: ”For når mørket falder, bli´r alle katte grå”.

2. afdeling lagde stærkt ud.
Allan kom ind ovre i hjørnet af scenen – helt anonymt og ingen genkendte ham før han begyndte at synge ”Hus forbi”.
Den arbejdsløse PTSD-ramte Afghanistan-veteran, der står foran Føtex og sælger sin avis.

Han gør hvad han kan for at komme på fode igen – men indtil videre må han altså gå på gaden og sælge ”Hus forbi”.

Indenfor i Viseværtshuset dukker Karin op. Hun leder efter sin mand, og har kun en eneste lille bøn til ham: ”Kom hjem igen til lille mor på Lyngbyvej”.
Hun lover, at alt nok skal blive meget bedre, hvis bare han ville komme hjem igen…
Da han ikke er der, går hun videre efter at have sunget sin sang.
Til gengæld er Elsebeth ankommet, hjemvendt fra en ferietur sydpå.
I sin vise ”Blød landing” fortalte hun om, at selv flyveturen hjem kan byde på sjove og uventede oplevelser.
Når f.eks. kaptajnens mikrofon ikke bliver slukket igen…

Inge P har et møde med en anden – og yngre – kvinde og det de har tilfælles er: Inges mand.
Og over et par Martiny har Inge P blot en enkelt beskeden bøn til den anden: ”Hold Dem fra min mand”!
En stærk vise, fortolket troværdigt og ægte som Inge mestrer det.

”Nonnerne” blev fortalt af Kirsten.
At Kirsten også er skuespiller viser hun tydeligt i sin scenevante optræden.
Som tilhører føler man sig helt tryg, og nyder når hun ikke blot synger sin vise, men nærmest opfører den med fagter, mimik og hvad der ellers kan hjælpe os på vej. Tak Kirsten – mere af det!

Efter en skøn fællessang, kom visevært Bende selv på banen og gav en indfølt version af ”Alt hvad hun vílle, var at danse” – et fortræffeligt valg og som sagt meget indfølt. Det blev til Bendes helt egen historie.

Frank havde tidligere fortalt om fedterøven Børge, og vi fik endnu en historie fra en af Børges venner, nemlig bedemanden. Han fortalte om tre mænd der alle på den selvsamme dag var havnet ved Himlens port hos Skt. Peter. Og vejen dertil havde været noget af en ”Nedtur”. 

Værtshusholder Anja fulgte op med en ”Bar-blues”, inden den lokale troubadour Per vendte hjem, og lagde op til, at det var blevet sidst på aftenen. Per sang en skøn personlig fortolkning af Kim Larsens udødelige klassiker ”Masser af succes”.

Hvilken fryd er den største spurgte Aksel og gav selv svaret: ”Skadefryd”!
For en gangs skyld akkompagnerede Aksel ikke sig selv på harmonika, men sang til Signys klaverspil.
En skøn forandring der gjorde, at Aksel kunne koncentrere sig helt om det sanglige, med f.eks. det resultat at tekst-udtalen fremstod krystalklar, så vi fik alle pointerne med. Tak for det!

Så manglede vi bare at Værtshus DOMUS skulle lukke, og hvad kunne gøre det bedre end De gyldne Løvers skønne værtshus-sang: ”Vores værtshus”.

Med Frank som forsanger kom alle værtshusets gæster endnu engang på scenen og sang med på omkvædet mens publikum klappede taktfast.

Tak til alle visesangerne, og Signy men ikke mindst Bende for en formidabel forestilling.