VISEAFTEN 21. marts 2025

Stoppestedet ”Domus” var stedet, hvor mennesker af vidt forskellig fremtoning og historie kom forbi den aften,
Bende Dall-Hansen var visevært og havde kvalificeret selskab af sin mangeårige veninde og samarbejdspartner, Signy Jensen, på klaveret.

Aftenen indledtes med fire fællessange til årstiden.
Det var sparsomt med sanghæfter.
Men meningen var, at publikum skulle synge efter de to storskærme, hvor teksten skulle dukke op.
Det gjorde den også for det meste.
Men det skete, at det var forkerte vers – eller at en planlagt publikumdeltagelse i det afsluttende nummer ikke blev til noget på grund af manglende tekst.
Ærgerligt!

Til gengæld var der styr på busafgangene:
Billeder af en gul Visens-venner-bus, der med jævne mellemrum kørte forbi på skærmene.

Efter Bendes velkomst og præsentation af Signy og hende selv, var fællessangen, Vennesangen, en fornem indledning til sangernes ankomst trinvis på scenen.

Og så gik det righoldige og varierede program i gang.
Variationen gjaldt både emner og fremførelser. Og nyt og gammelt.

Aksel indledte med sang og harmonikaspil til fortællingen om, hvad det kan føre til at være anderledes end sine omgivelser.

Inge sang om det pinlige møde, som først til sidst røbedes var hos tandlægen.

Fars og mors pige i skikkelse af Yrsa sang rørende med puden i favnen om livet som skilsmissebarn og foreslog, at det var forældrene, der skiftedes til at bo hos hende.

Erling brillerede med A. Jensen, der med vekslende betoning ændrede betydning i løbet af sangen.

Karins lille dont antydedes i hendes udklædning, og hun gav endnu tydelige bevis for det i teksten.

Når man lukker øjnene for omverdenen og bor på en blind vej, ser man ikke de store katastrofer, sang og fortalte Henning godt og solidt.

Franks bas lagde stemme til mandens sang ved molen om at blive gammel.

Et herligt parløb mellem Per og Henning beskrev de gamle mænds fælles ungdomsminder om Charlotte og de andre tøser.

Så var vi nået frem til den bogstavhandicappede Allan, der elskede Frederikke, men uheldigvis udtalte F som P.
Og det gav anledning til flere fortalelser.

De tre brude, Bende, Inge og Anne Lise, stod flot påklædte, men sørgeligt forladte og sang om de mænd, der ikke ville vedstå deres løfter.
Et flot udstyrsstykke.

Efter pausen var Bende igen ved stoppestedet.
Nu med Signy, som hun udvekslede musikalske minder fra Nicolai-scenen med.
Og så var der dramatik i luften, musikken og sangen om ” Den flyvende Hollænder ”, flot fremført af Frank.
Bende og hendes datter Stine gav et nummer fra ” Skatteøen ”, som datteren havde medvirket i som barn. 2-stemmigt og vellydende.

At kønnene af og til ser forskelligt på fritidsinteresser redegjorde Preben præcist for, forsynet med den fiskestang, han ville af med, fordi ægtemagen havde frataget ham lysten til det fiskeri, der ellers begynder med lyst.

Så kom en forsmag på sommerens DGI-stævne i vejle med fællessangen ” Hvor du sætter din fod ”.
Et fint indslag.

Elsebeth påstod overbevisende, at der er liv i de gamle endnu, selvom nogle vil benægte det.

Og en hunds trivsel eller ligefrem dens liv afhænger af den ejer(ske) var den triste morale i Anne Lises sang om Amantilo.

Jørgens afsked ved bussen med faster Berta oste langt væk af påtaget hjertelighed og hyklet omsorg.

Samme Jørgen var igen på scenen efter Inge Ps ” Efterlysning ”.
Denne gang sammen med Preben.
Begge i murertøj og med murergrej på måneskinsarbejde med indlagte hjemmelavede digte.
Et sjovt nummer.

Så var vi igen i det lokale: Per beskrev Vejle Havn før og nu.
Vemodigt, velsunget og selvdigtet?

En uhyggelig aktuel sang fremførte visevært Bende om at være folkeskolelærer, som efter titlen er ” Jaget vildt ”, og hvis forberedelse til undervisning også omfatter selvforsvar.

Bende var med i næste nummer sammen med Frank og Jørgen om ”Lillebitte Danmark ”, også uhyre aktuel i betragtning af verdenssituationen.
Og imens kom de andre sangere drypvis ind som i præsentationen. En flot indramning.
Desværre uden den planlagte fællessang, da teksten manglede på skærmene.

De bedste af indslagene var så velforberedte, at sangeren ikke behøvede papir på et nodestativ at støtte sig til – og derved havde større frihed til gestik.
Det kan selvfølgelig i lange tekster være nødvendigt med hjælp på stativ.
Men så bør stativet fjernes efter brug. Et stort stativ stod det meste af anden afdeling ubrugt fremme på scenen og tog udsynet for en stor del af publikum.

Sluttelig stor ros til Bende for ideerne og til Signy for den dejlige, velfungerende musik.

                                  Karl Brok.