Fredag den 23. oktober byder Visens Venner i Vejle velkommen til en både festlig og fornøjelig viseaften på DOMUS.
Dørene åbnes kl. 18:00, hvorefter man hygger sig med den medbragte mad og synger fællessange indtil selve viseaftenen starter kl. 19:30.
Overskriften på sæsonens første viseaften todelt:
”Med gæster udefra” og ”Viser om dyr”.
I aftenens første afdeling er der nemlig besøg af 4 visesangere fra Visens Venner i Kjellerup.
De vil underholde med et dusin både kendte og lidt mindre kendte, men dejlige viser.
Uden at afsløre for meget, så er det helt sikkert, at vi kommer til at høre om både jomfruer og Pølsemand Bob. Vi skal høre om Rosalina og Vera, katte og kronvildt samt tørresnoren og uniformer.
Det bliver en aften hvor visesangerne fra Kjellerup kommer vidt omkring.
Kjellerup har tidligere besøgt Visens Venner i Vejle med stor succes, så der er noget at glæde sig til.
I anden afdeling er Visens Venner i Vejles egne sangere på banen.
Du kan glæde dig til at høre: Aksel, Allan, Bende, Elsebeth, Frank, Gitte, Jørgen, Karin, Preben, Per, Tonny, Torben og Yrsa på efterårsscenen.
Aftenens anden afdeling hedder ”Viser om dyr”.
Visesangerne har fundet nogle dejlige viser frem til jer om små og store dyr, med eller uden fjer, ja, en hel jungle finder vej til scenen på Domus denne aften.
Dyreparaden bliver akkompagneret af Gudrun Thomsen på flygelet, som dog overtages af Torben til hans egen vise.
Harmonikaerne kommer også i spil denne aften og en enkelt guitar!
Glæd jer til at høre om: Fabeldyr, høns, kat, hund – en forelsket papegøje og en måbende guldfisk – og meget mere.
Vel mødt til en glad viseaften hos Visens Venner i Vejle