“Ønskebrønden”
Viseaften på DOMUS
7. februar 2025 kl. 19.30
Spændende ønsker i brønden.
De seneste viseaftner har medlemmerne kunnet kaste ønsker i den fiktive brønd, som bestyrelsen opstillede i efteråret. Målet var at få ideer til indholdet i den første viseaften i 2025.
Ideen bar frugt, og fredag den 7. februar kunne formand-Frank gå på scenen i Domus med en stor stabel ønsker – rigeligt til flere aftner.
Frank, som denne aften også var visevært, havde lagt sig i selen og udvalgt en stribe gamle og nyere viser. Undervejs blev begrundelserne for ønskerne præsenteret – nogle gik på at gense- og/eller genhøre en særlige figur/vise, som tidligere var sunget i Vejle.
Det blev en meget fin aften, som også bød på Domus’ nye storskærms-teknik.
På 2 skærme kan man nu vise teksterne til fællessange – en god idé, som dog udfordrede koordineringen et par gange, hvor teksten kom for sent på skærmen.
Jeg noterede mig også med glæde, at flere af aftenens viser kom ud over scenekanten med musikalsk ledsagelse ud over det sædvanlige.
Rasmus’ flygel-akkompagnement blev ved flere numre suppleret af guitarspil – Per Nygaard leverede sammen med Rasmus en fornyelse, som man fint kan tænke ind i fremtidige viseaftner.
Ny kongesang – en majestætisk indledning på et nyt viseår.
Første nummer var Sigurd Barretts nye Kongesang fra 2024 – bygget op omkring vores nye regents, Frederik X’s valgsprog: Forbundne – Forpligtet – For Kongeriget Danmark
Den skulle vi naturligvis alle lære og synge med på – så scenen blev fyldt med aftenens aktive sangere (med tekstblad) og vi 150-160 tilhørere (med teksten på storskærme).
Med Frank som forsanger og Rasmus ved flyglet blev både indøvelse og storskærmsintro vellykket.
”Glemmer du, så husker jeg” bragte os tilbage til 1932, hvor Børge og Arvid Müller skrev teksten til. Den var ønsket fordi … ”den sang min mor”. Elsebeth sang følsomt og med stor indlevelse.
Henning præsenterede os for et af sine glansnumre ”Admiralens uniform”.
Med sin kraftfulde stemme – og Iført uniformen, arvet efter morbroren – løftede han stemningen i salen. Henning forlod scenen til taktfaste klapsalver.
Ligbærer var i tidligere tider et hverv, som i flere byer fik udøverne til slutte sig sammen i laug.
Et sådant laug skulle naturligvis organiseres med formand, kasserer osv.
Erling Nielsen gav i sin vise indblik i, hvilke opgaver laugs-medlemmerne skulle tage stilling til.
På en stormfuld generalforsamling i fynske Glamsbjergs ligbærerlaug, var der både en svigefuld kasserer, for få dødsfald i byen – og en protest med krav til regeringen om at gøre noget ved det.
Erling gjorde sit til at vi alle forstod ligbærernes udfordringer.
Anne Lise sang ”Når jeg tænker på mit land” – skrevet af en flygtning, om at savne og ønske sig tilbage til sine kære. Smukt, som kun Anne Lise kan gøre det.
Frank gav os ”Åbent landskab” – Ulf Lundell’s vise fra 1982.
Visen blev hurtigt så populær, at den blev foreslået som ny nationalmelodi i Sverige.
Denne aften fik vi den i Jan Toftlunds fine danske oversættelse.
Det næste nummer var ”Universet var tavst”, skrevet til Ollerup Gymnastikhøjskoles 100-års jubilæum.
Sangen blev præsenteret (og sunget på fornem vis) af forslagsstilleren, Aksel.
Den er skrevet Jens Sejer Andersen og sat i musik af Jakob Bonderup – begge lokale – og så er den at finde i den nyeste udgave af Højskolesangbogen.
Denne aften dog med nykomponeret musik af Aksel selv – Fornemt.
Med bamse, ballon og slikkepind gjorde Yrsa sin entre.
Hun sang/reciterede på charmerende vis familiens sommer-oplevelser på Bakken.
Teksten i Halfdan Rasmussens ”Noget om den sommer” blev understøttet og illustreret af Yrsas få rekvisitter og glimt i øjet.
Tonny kom på scenen med et af sine glansnumre ”Mit lille private højskolehjem”, hvor han, til stor glæde for alle i salen, berettede om livet på højskolehjemmet – hvordan man omgik regler og love, tilgodeså både de dydige og de mindre dydige gæster + naturligvis ejerskabet selv.
Jeg er sikker på at dette Højskolehjem ligger Nordenfjords – i Tonnys hjemstavn. Glimrende Tonny.
Vi blev i det romantiske hjørne, da Karin sang Poul Sørensens vise ”Du er ved at gå i fælden, Amalie”. Den modne kvinde går i skoven med den unge mand – kører ham hjem (med flere fristelser undervejs!)
Men hun besinder sig, går ikke i fælden, men ”puster lyset ud!”
Jørgen præsenterede os for sangen ”5 meters afstand”, der beskriver mødet mellem to kulturer – familien med det nye hus og landevejens farende svende.
Familien åbner kælderen som vinterlogi for en ’Neger’ og det giver udfordringer – ikke mindst for drengen (Jørgen). Anders Mikkelsen er ophavsmand til sangen med dén – i videste forstand – aktuelle problemstilling om ’os’ og ’de andre’.
Godt gået, Jørgen!
Inden pausen skulle Bende lige have slået nogle personer ihjel, sin inspektør, en buschauffør, sin ægtemand m.fl. – inden hun sluttede med at true hele salen med, at der var dynamit i hendes håndtaske: I får 3 sekunder.
Bende er vidunderlig i den rolle.
Vi kom igennem pausens 15-20 minutter uden drab eller eksplosioner og kunne tage hul på anden afdeling, som indledtes af Niller med visen ”2. violin”.
En finurlig tekst om violinistens/ ægtemandens rolle, med både at understøtte og indrette sig efter dirigenten – også en 3. violin dukker op og skal spille med. Niller gav os en gedigen oplevelse – på ingen måder præget af, at det var flere år siden, han sidst optrådte som aktiv visesanger.
Henning kom igen på scenen. Denne gang med Epe’s ”Øresunds blå”.
Visen beskriver den situation, ”spritsejladsen” på Øresund havnede i, da regeringen i 1960’erne ville indføre skat og told de våde varer, der blev solgt om bord.
Henning har en fantastisk evne til at illudere stamkunden, der bliver mere og mere beruset, på turen til Malmø. Han ser både elefanter og krokodiller, for til sidst at synge: ”… farvel min kanin”.
Atter et glansnummer af Henning.
Mette fik med visen ”Med hat og med stok” tankerne et helt andet sted hen.
Trods manglende hat og stok, kunne jeg fint se Chaplin-figuren i Mettes flotte fortolkning af Arvid Müllers tekst fra 1953, hvor Margueritte Viby spillede og sang den i Dagmarrevyen.
Mette kan noget med sin markante stemmen.
Yrsa og Preben sørgede for at vi blev i den populære genre. I en næsten sukkersød version af ”Forelsket i København” fik vi Volmer Sørensen og Bent Fabricius Bjerres duet fra 1960, her tilsat søde blikke og dansetrin – parret dansede ud fra scenen.
”Malaga” af Thomas Helmig var lagt i Inge Poulsens mund.
Det gjorde hun godt, men jeg havde svært at forlige mig med, at sangen blev fortolket af en kvinde (!).
Teksten kunne med fordel være gjort mere neutral og tilpasset.
Sangen er jo Thomas Helmigs personlige længsel væk fra Malaga.
Igen kom Frank på scenen. Denne gang med Leonard Cohens ”Halleluja”.
Sangen er blevet kaldt en åben meditation over kærlighed og tro – oprindelig skrevet med mere end 80 vers!
Med Franks klangfulde stemme og publikums aktive deltagelse i omkvædet ved hvert af de 5 officielle, blev det – for mig – et af aftenens absolutte højdepunkter.
Bende er lidt af en tusindkunstner når hun entrerer scenen med en vise.
Iklædt et pingvin-kostume sang hun om de truede dyrearter, der lider under klimaforandringerne – gletsjerne smelter og kejserpingvinen må søge mod nord og leve under palmerne!?
Bende sang og ’spillede’ sig gennem Carl Erik Sørensens vise om ”Den lille triste, tykke og dumme” pingvin, så alle i salen måtte overgive sig.
Per Nygaard satte selv musik til eventyret om ”De tre bukke Bruse”, da det i 1970’erne nyfortolket og aktualiseret af Flemming Andersen.
Per fortalte om visens tilblivelse, hvor der blev hentet inspiration hos bl.a. Poul Dissing og Cæsar.
Per akkompagnerede naturligvis sig selv på guitaren – og med glimt i øjet, da trolden bliver snydt. Fortrinligt.
Flere havde ønsket at høre Anja – en af foreningens markante stemmer, som vi alt for sjældent hører – derfor måtte Anja naturligvis på scenen denne fredag.
Til stor glæde for alle sang hun Edith Piaf’s velkendte ”La vie en Rose”.
En glæde at opleve Anja igen – stor stemme og udstråling.
Ønskebrønden blev for denne aften tømt, da Tonny gav den som Bodil Steen i visen om ”Kallemand”.
Med mange hele og halle rim på Kallemand, der var så stor, at man godt ku’ ha’ nok i den halle mand, fik Tonny stor og velfortjent applaus.
Tonny understregede visens tekst med et Bodil Steen-outfit.
Visen er mere end 70 år gammel, skrevet af Epe og Aage Stentoft tilbage i 1954 til forestillingen ”Robinson Crazy” på Apolloteatret.
Med mange spændende og forskelligartede ønsker og forslag fra medlemmerne blev det en rigtig fin, fin aften i Domus.
Et bredt repertoire, hvor viser og sange blev præsenteret af aktive visesangere fra egne rækker og med genhør og gensyn af flere af ’de gamle’.
Det musikalske niveau er højt, og understreges af at også teknikken omkring afviklingen har fået et løft.
De kan noget i Visens Venner i Vejle.
”Nu går sidste vise” afsluttede aftenen – helt som vi ønsker det – og vi tog berigede hjem.
Mogens Rieks