“KÆRLIGHEDENS VEJE – OG VILDVEJE”
Viseaften på DOMUS
25. oktober 2024 kl. 19.30
… hvad er kærlighed – og hvordan kan den se ud?
Og hvor kan den føre os hen?
Vi har fundet en række viser, som hver for sig fortæller lidt om livet og kærligheden – og også om de mange vildveje!
Vi håber I vil hygge jer med vores visevalg…
Sådan skrev Anne Lise og Elsebeth blandt andet i deres foromtale til viseaftenen den 25. oktober på DOMUS.
Og det kom vi til.
Det blev en skøn og hyggelig viseaften.
Kvinderne lagde ud med at tage os en tur med på ”Rundfart i visernes verden”, hvor de forklarede hvordan visesang i mol og i dur kan holde dem i både godt humør og i det hele taget få livet til at tage sig meget mere positivt ud.
En dejlig livsbekræftende indledning på viseaftenen.
Så var det mændenes tur. Og de stillede det evige spørgsmål: ”Hvad skal vi med kvinder”.
Jørgen, Per og Frank mente godt, at de kunne undvære kvinder – hvis altså de bare lige prøvede én gang til. Eller 2, nej 7 eller i hvert fald bare 80 gange til.
Sådan lige til en start…..
Allerede her lagde man mærke til aftenens debutant ved flyglet. Visens Venner nye akkompagnatør.
Det var Rasmus Mogensen der med stor sikkerhed og indlevelse guidede de tre herrer sikkert gennem visen.
Modsat de tre herrer der nok mente, at de kunne klare sig uden kvinder, så havde Karin en helt anden holdning.
Hun meddelte nemlig frejdigt: ”Jeg ku´ tænke mig en mand”. En rigtig mand – underforstået.
Som Karin altid gør det, så præsenterede hun på overbevisende vis en troværdig figur.
Måske havde hun ikke haft succes med sit forehavende endnu – men det skulle nu nok lykkes for hende. Engang.
Erling havde også gang i at søge en mage. I ”Min lille serenade” averterer han efter den rette, og kravene til hende er da i første omgang heller ikke ublu.
Men med den udvikling der er i betingelserne, kan det nu nok blive tvivlsomt om det i den sidste ende mon vil lykkes ham at få en brud med til bryllupsfest på Den hvide Hest.
Bedre gik det sådan set ikke Anne Lise, selv om hun i sine ”Tango-fantasier” kun havde et eneste krav til en mand: Han skulle kunne danse tango.
Det er helt utroligt hvor mange forhindringer der kan være, hvad enten det er hjemme, på jobbet, aftenskole eller på ferie.
Så er der ikke én eneste der kan danse tango. Folkedans kan de danse – men tango? Nej det kan de ikke.
Og skulle det endelig ske, at man til sidst finder ham der kan… Ja, så er der jo nok noget andet i vejen – ikk´?
Jørgen sang visen ”På den ene side”, og han måtte også sande at alting har mere end en side. Er der en forside, er der også en bagside.
Her sammenligner Poul Henningsen blandt andet ægteskab med at køre bil.
Man kan ikke bare fare egoistisk afsted og i fuld fart.
Teksten er så typisk Henningsensk i sine mange budskaber, som f.eks. at ægteskab måske er godt nok – på den ene side, men på den anden side binder og begrænser man den personlige frihed. At kærlighed og ægteskab mere er et spørgsmål om at give og ikke at kræve osv.
Det er en vise med så mange pointer og holdninger, at den kunne fylde en anmeldelse i sig selv, hvis man skal være bare lidt fair overfor visen.
Jørgen slap rigtigt godt fra en vise der i sin rytmiske form og hurtige tempo slet ikke er let at synge.
Igen hjulpet godt på vej af Rasmus, der endnu en gang viste, at han mestrer alle de musikalske genrer.
Per havde to sange med på aftenens program.
Den første var en meget flot fortælling om en ”Sensommerdag i september”. Som vanligt akkompagnerede Per sig selv på guitaren.
Og det gør han rigtigt godt.
Stor indlevelse og personlig tolkning.
Senere på aftenen var han igen på banen, og sang ”Kærlighedsvisen”.
Også denne gang med guitar, men nu også ledsaget af Rasmus på flyglet.
Det klæder ”Kærlighedsvisen” at få et lidt bredere akkompagnement.
Bende sang om ”En mand med charme”.
Først den stormende forelskelse i manden der var så smækfuld af charme, så bryllup, 5 børn og et langt ægteskab med manden der stadig har charme. Så hverdagen og manden der nu går lidt i byen for sig selv – og måske der træffer andre, der også kan se hans charme. Selvom der til sidst kun er mindet tilbage om hans utrolige charme, så holdt Bende alligevel af ham – trods alt.
Tak Bende. Det var – som altid – en fantastisk fortolkning. Vi var med hele vejen.
Nu tog Mette så en tur i ”Livets karrusel”. Vi mødes, vi skilles, vi mødes igen og skilles igen… og igen..
En oplagt Mette sang så overbevisende. Man skulle næsten tro at det var hendes egen historie. Med den fortolkning.
Sådan skal en vise synges.
”Romance” havde Elsebeth valgt at synge denne aften. Og det kan man godt forstå. Den var som skabt til Elsebeths stemme. Elsebeth har en skøn dyb og naturlig indføling i netop den slags inderlige viser.
Så kom Frank på scenen, og med visen ”Homo sapiens” fik han fortalt hvordan mennesket i alle henseender er dyrene overlegne i kraft af intelligens, rigtig kærlighed osv., og vi kan roligt være stolte af os selv!
Men et par sidste ironiske pointer viste, at det ikke kun af det gode, når vi f.eks. både har ærgerrighed og går i krig…
Inden pausen blev vi vidne til kærlighed i dyrenes verden.
Jørgen og Yrsa fortalte om ”Hr. Krabbes frierfærd”. En fantastisk afslutning på 1. afdeling. Her var både overbevisende sang og skuespil, og som publikum var man godt underholdt. Alle klappede taktfast og gik grinende til pause.
Efter pausen fortalte Allan mere om dyrisk kærlighed med ”Den amorøse papegøje”.
Som altid høstede Allan et stort velfortjent bifald.
Med ”Turtelduer” fortsatte Karin og Frank kærligheden i dyreverdenen. Dejligt, at der i løbet af aftenen var flere duetter. Det er dejligt med den afveksling det giver.
I ”Paradoks” fortalte Anne Lise om det paradoks, at når kvinden langt om længe får lavet manden om som hun vil ha´ det, ja – så er han den type som hun aldrig ville have valgt. Og så skiller hun sig af med ham!
Anderledes var det med Hennings vise ”Hun er dejlig”.
En skøn lovprisning af den stadige og vedvarende kærlighed til kvinden i skippers lange liv. Det var dejligt livsbekræftende med en vise der netop besang kærlighedens veje, og ikke vildveje. Også selvom der dog røg et par kopper og tallerkner gennem luften en gang eller to.
Dejligt Henning – tak for det.
”Samarkand” sang Yrsa på sin egen facon. Inderligt og nærværende, så vi følte al den længsel, savn og smerte som gennemstrømmer denne vise.
Mette kom på banen igen. ”Mine aflagte mænd” blev serveret sikkert og med den selvfølgelige overlegenhed, som teksten lægger op til. Mette var virkelig på alle måder langt bedre end alle sine aflagte mænd. Og vi tror hende gerne.
Elsebeth havde været på scenen tidligere med en af de viser der ligger så godt for hende, og det fik vi med ”Nattens sidste cigaret” endnu et eksempel på.
De dybe og mærke toner som Elsebeth behersker så godt, gav også denne vise den tilstræbt sensuelle stemning, der klæder den sig slags viser så godt.
Vi kunne tydeligt se dem for os; de gamle sort/hvide film-divaer med skødesløse cigaretrør i tobakstågerne.
Så manglede der kun en effektfuld afslutning på viseaftenen. Og det fik vi så sandelig.
Bende havde brug for ”Krisehjælp”. Og endnu en viseaften viste Bende sit store potentiale på scenen. Hun tog os med på en tur ad såvel rådvildhed som kærlighedens og livets vildveje i det hele taget, for til sidst måske alligevel at lande på kærlighedens gode vej.
Og på den måde endte aftenen godt.
Stort tak for en dejlig viseaften til de to viseværter Anne Lise og Elsebeth.
Tak til Rasmus ved flyglet.
Og tak til alle de skønne visesangere.